Bolig
Gunderslevholm er ikke blot en virksomhed, men også et levende lokalsamfund, hvor adskillige mennesker bor i nogle af Sydsjællands smukkeste omgivelser.
Med 118 lejeboliger råder Gunderslevholm over en stor og varieret boligmasse.
Beliggenhed
Gunderslevholm ligger centralt i det sydsjællandske landskab mellem Næstved mod syd og Sorø mod nord – og ca. 8 km øst for Fuglebjerg og 7 km sydvest for Glumsø.
I bil er der ca. 15 minutter til Næstved, 20 minutter til Sorø, 25 minutter til Ringsted, 30 minutter til Slagelse og 1 time til København, og der er derudover gode muligheder for offentlig transport, herunder med direkte tog fra Glumsø til København en gang i timen.
Boliger
Vores boliger ligger ofte i naturskønne omgivelser omkranset af skov, mark, eng og sø eller i de små, hyggelige landsbyer Skelby, Holløse og Rejnstrup.
De tre større skove Tvede Vænge, Castrup Overdrev og Tysemoseskoven, hvortil der er offentlig vejadgang, giver gode muligheder for rekreative naturoplevelser lige rundt om hjørnet.
Vores boliger varierer i form og størrelse, og vi vil mene, at vi har noget til enhver smag.
Flere af vores boliger er historiske og har i mange tilfælde fungeret som gamle tjenesteboliger til de mange ansatte på Gunderslevholm tilbage i tid.
De fleste af vores huse er enfamiliesboliger, men enkelte, større huse er indrettet, så de kan bebos af flere generationer eller familier.
Flere af vores boliger giver mulighed for hestehold i form af hestefolde og i visse tilfælde stalde, som kan tillejes på nærmere aftalte vilkår.
Lejer på Gunderslevholm
Vi gør os umage for altid at behandle vores lejere pænt og er stolte af de gode relationer og det pæne omdømme, som vi har formået at opbygge over de sidste, mange år.
Vi bestræber os på at være en ansvarlig og imødekommende udlejer, der tager vores lejere alvorligt.
Omvendt forventer vi af dig, at du som lejer på Gunderslevholm opfører dig pænt, og at du passer godt på det lejede og behandler dine omgivelser med respekt.
Du kan blive optaget i vores lejerkartotek ved at udfylde dette ansøgningsskema, men du skal huske at forny din ansøgning hver tredje måned, da vi løbende sletter ansøgninger af hensyn til vores privatlivspolitik og persondatalovgivningen.
Trods lejerkartoteket forbeholder vi os ret til også at slå nye lejemål op på BoligPortalen, hvor vi også opfordrer dig til at holde øje med os.
Du er velkommen til at sende generelle henvendelser på e-mail til Gunderslevholm Godskontor (gunderslevholm@gunderslevholm.dk).
Vedligeholdelse
Vi bestræber os på at vedligeholde boligmassen efter bedste evne og at sætte boligerne i stand med respekt for den historie og den landlige idyl, som de repræsenterer, men samtidig med blik for langsigtet bæredygtighed.
Vi har en række dedikerede, fastansatte håndværkere til at forestå den løbende boligvedligeholdelse, ligesom vi har faste samarbejder med dygtige, lokale entreprenører.
Hvis du er interesseret i en stilling som håndværker på Gunderslevholm, er du altid meget velkommen til at sende os en uopfordret ansøgning på e-mail til godsejer Claus de Neergaard (cn@gunderslevholm.dk) og Gunderslevholm Godskontor (gunderslevholm@gunderslevholm.dk).







