Historie

“Hvor Susaaen paa sit Løb fra Bavelsesøen til Karrebæks Fjord danner Grænseskel mellem Øster Flakkebjerg og Tybjerg Herreder, bøjer den et Sted mod Øst udenom en Banke, der skyder sig frem over Aaens Vande og behersker det hele maleriske og yndefulde Landskab. I fjærne Tider, da Vandmængden var langt rigere, og Bredderne ikke var forbunden ved nogen Bro, gik her en virkelig Grænse, og Gunderslev og Skelby Kirker laa ikke da hinanden saa nær som i vore Dage, selv om alt dengang Klokkernes Toner blandedes sammen hver Aften, naar de ringede Solen til Hvile. Gunderslev Kirke var da omgivet af en Landsby, Gunderslevmagle, og i denne laa vel antagelig en Landsbyhovedgaard, som er Oprindelsen til den Borg, vi i den senere Middelalder finder paa Banken, der som en Holm eller Halvø skød sig ud i Aaen; Sporene af det gamle Voldsted ses endnu tydeligt i Parken.“
– Professor William Norvin, 1904

Indledning
I mere end syv hundrede år har Gunderslevholm hvilet langs Susaaens bredder, omgivet af Sydsjællands bløde bakkedrag.

Gennem århundrederne har Gunderslevholm gennemlevet ødelæggelse og genopbygning, set ejere komme og gå og båret vidnesbyrd om skiftende tider, lige fra middelalderens befæstede borg over barokkens pragtudfoldelse til nutidens moderne land- og skovbrugsvirksomhed.

Susaaen, parken, kirken og de omgivende skove har tilsammen dannet rammen om Gunderslevholms historie gennem mere end syv århundreder.

Susaaen har ikke blot været en naturskøn kulisse, men også en historisk færdselsåre, der i ældre tid dannede skel i landskabet.

Jernalderlandsby, middelalderborg og de første ejere (1318-1498)
Omtrent på Gunderslevholms nuværende placering lå frem til midten af 1600-tallet en landsby ved navn Gunderslevmagle.

Selv om landsbyen Gunderslevmagle først optræder i historiske bøger i begyndelsen af 1300-tallet, antyder navnet, at der har ligget en bosættelse omtrent dér, hvor Gunderslevholm i dag ligger, siden germansk jernalder.

Gården Gunderslevholm træder første gang frem i historiens lys med skriftlig omtale i 1318, og ved Gunderslevholms oprettelse som hovedgård må den have opslugt fem-seks mindre gårde i landsbyen Gunderslevmagle.

I 1333 solgte brødrene Peder Pedersen-Nielsen og Jens Pedersen-Nielsen Gunderslevholm, som de havde arvet efter faderen, Niels Pedersen, til landsdommeren Johannes Mogensen Grubbe.

På dette tidspunkt var Gunderslevholm kun en beskeden landsbyhovedgård nær Gunderslev Kirke.

Langt senere, i 1649, blev Gunderslevmagles jorder lagt ind under Gunderslevholm, og i løbet af de følgende år forsvandt de fleste af den gamle landsbys gårde og huse.

I dag er Gunderslev Kirke det eneste levn af Gunderslevmagle.

Omkring 1335 opførte Johannes Mogensen Grubbe, der havde erhvervet bøndergods omkring Gunderslevmagle, en befæstet borg på et næs ved Susaaen.

Beliggenheden gav borgen både forsvarsmæssig og strategisk betydning, og sporene af det gamle voldsted kan endnu anes i parken.

Susaaens vand har efter alt at dømme strakt sig dybere ind på begge sider af næsset, så borgen kun var landfast mod vest og muligvis yderligere adskilt fra land ved en kunstig voldgrav.

Storhedstiden blev imidlertid brat afbrudt i 1345, da Valdemar Atterdag lod borgen storme og jævne med jorden, og tre dage efter slaget døde Johannes Mogensen Grubbe af sine sår.

Årsagen til konflikten er i dag usikker, men den kan have haft rod i pantsætning af Gunderslevholm eller politisk tilslutning til holstenerne.

En udsoning fandt dog sted, og Johannes Mogensen Grubbes tre sønner – Mogens Jens Grubbe, Esbern Rage Grubbe og Bent Byg Grubbe – overtog gården og kom siden tilbage i kongens gunst.

Bent Byg Grubbe, der opnåede riddertitel og sæde i Rigsrådet, blev eneejer af Gunderslevholm, men døde forarmet i 1391.

Herefter gik Gunderslevholm gennem kvindelige arveled til slægterne Grubbe, Basse og Lunge, indtil Ellen Lunge ved ægteskab bragte Gunderslevholm til Axel Lagesen Brok, en af tidens store jorddrotter, der omkring 1450 opførte et nyt og mere beboeligt stenhus.

Gøye-slægten (1498-1624)
Da Axel Lagesen Brok døde i 1498, kom Gunderslevholm gennem ægteskab med Mette Bydelsbak i hænderne på rigshofmester Mogens Gøye, en af reformationstidens mest indflydelsesrige skikkelser.

I begyndelsen af 1500-tallet lod Mogens Gøye de ældre bygninger, bortset fra Axel Lagesen Broks nyere stenhus, rive ned for i stedet at rejse en ny og mere anselig borg.

Mogens Gøye var ikke alene en rigspolitisk skikkelse, men også en aktiv godsejer, der fornyede og udvidede sine besiddelser og efter alt at dømme også opholdt sig en del på Gunderslevholm.

Gunderslevholm forblev herefter i Gøye-slægtens eje i mere end et århundrede, hvor Gøyerne og Gunderslevholm delte skæbne.

Især Christoffer Gøye og hans hustru Birgitte Bølle satte deres præg på Gunderslevholm og havde nær tilknytning til Gunderslev Kirke, hvor deres alabastportrætfigurer og epitafium endnu kan ses.

Alabastportrætfigurerne regnes blandt de fornemste danske alabastarbejder og står som et synligt vidnesbyrd om den tætte forbindelse mellem Gunderslevholm og Gunderslev Kirke.

Urolige ejerskifter (1624-1725)
Omkring 1624 gled Gunderslevholm ud af Gøye-slægtens besiddelse, og en urolig tid med hyppige ejerskifter fulgte.

I løbet af det følgende århundrede afløste ejere som Ejler Urne, Flemming Ulfeld og Iver Krabbe hinanden.

Selv i denne urolige tid blev der dog sat varige spor, blandt andet i Gunderslev Kirke, hvor Flemming Ulfeld og Anne Elisabeth von der Groeben lod altertavle og prædikestol udføre af den anerkendte billedskærer Abel Schrøder den yngre.

I 1649 blev Gunderslev og Skelby sogne lagt sammen.

Iver Krabbe, der var fremtrædende under Torstensonfejden og statholder i Norge, forøgede Gunderslevholms jordtilliggende, men efterlod sig et forgældet bo.

Ved en auktion i 1693 blev Gunderslevholm erhvervet af Birgitte Reedtz, men passerede hurtigt videre gennem flere hænder, inden Gunderslevholm i 1725 blev tilskødet overkammerherre Carl Adolph von Plessen den ældre, den mand, der frem for nogen anden har sat sit varige præg på Gunderslevholm.

Familien Plessen på Gunderslevholm (1725-1803)
Carl Adolph von Plessen den ældre (1678-1758)
Carl Adolph von Plessen, der var forarget over Frederik IV’s giftermål med Anna Sophie Reventlow, stod i et anspændt forhold til kongemagten og hoffet og levede i en form for frivillig unåde.

Samtidig havde han dog en nær forbindelse til kongens søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig på Vemmetofte, hvis ejendomme og pengesager han hjalp med at bestyre.

Den frivillige unåde gav ham mulighed for at hellige sig sine danske besiddelser, og han kastede sig med ildhu over sine syv sydsjællandske herregårde – Castrup, Fodbygaard, Fuglebjerggaard, Førslevgaard, Gunderslevholm, Harrested og Saltø – blandt hvilke Gunderslevholm synes at have stået ham nærmest.

Carl Adolph von Plessen udvidede desuden Gunderslevholms jordtilliggende, blandt andet ved efter kongelig tilladelse at lægge Tokkerup landsbys jorder ind under Gunderslevholm hovedgård.

Axel Lagesen Broks og Mogens Gøyes gamle stenhus og borg fra midten af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet lod han rive ned.

I stedet opførte han i 1729 et barokpalæ i to etager over en høj kælder med hvidpudsede mure, frontispice og valmtag.

En del af byggematerialerne til den nye hovedbygning blev formentlig genbrugt fra den gamle borg, men den nye hovedbygning blev opført med betydeligt større afstand til Susaaen.

Det skrånende terræn ned mod Susaaen lod Carl Adolph von Plessen omdanne til park ved omfattende bortgravninger, og på den modsatte side af hovedbygningen opførte han i 1728 en anselig, trelænget avlsbygning i egebindingsværk, som endnu står i dag.

Parken rummer i dag to kandelaberformede lindealléer plantet i 1727, foruden adskillige sjældne træer, et japansk lysthus med tilhørende japanske broer fra 1807 og spor af det ældste voldsted fra 1300-tallet.

Haven blev oprindelig anlagt i tidens franske stil med regelmæssige bede, gange og klippede hække.

Carl Adolph von Plessen var tillige en social reformator, der forbedrede bøndernes vilkår og oprettede skoler.

Sine danske herregårde båndlagde han i 1723 i det Plessenske Fideikommis, som han oprettede med henblik på at sikre udelt nedarvning i Plessen-slægten.

Carl Adolph von Plessen den yngre (1747-1810)
Efter Carl Adolph von Plessen den ældres død i 1758 overgik Gunderslevholm efter kortvarigt at have tilhørt nevøen Frederik Christian von Plessen i 1783 til grandnevøen og gesandten Carl Adolph von Plessen den yngre, som i 1787 gennemførte en ydre ombygning i klassicistisk stil med tandsnitgesims, sandstensdekorationer og ny portal.

Ombygningen berøvede hovedbygningens ydre en del af dens oprindelige barokkarakter, men gav den samtidig det udtryk, som er bevaret i dag.

I hovedbygningens indre er meget af barokkens formsprog derimod bevaret, og adskillige elementer kan endnu i dag føres tilbage til hovedbygningens ældste tid.

I 1802 opnåede Carl Adolph von Plessen den yngre kongens tilladelse til at ophæve det Plessenske Fideikommis og sælge sine danske besiddelser, hvilket han gjorde det følgende år.

Slægten Neergaard (1803-)
Peter Johansen de Neergaard (1769-1835)
Carl Adolph von Plessen den yngres ophævelse af det Plessenske Fideikommis og tilhørende salg af sine danske besiddelser markerede slægten Neergaards indtræden i Gunderslevholms historie.

I 1803 erhvervede etatsråd, cand.jur. Peter Johansen de Neergaard fem af de plessenske herregårde (Castrup, Fodbygaard, Fuglebjerggaard, Førslevgaard og Gunderslevholm).

Det følgende år flyttede Peter Johansen de Neergaard, der var en driftig herre, ind på Gunderslevholm, og allerede samme år påbegyndte han udskiftning af bøndergodset og indfredning af skovene.

De økonomiske følger af statsbankerotten i 1813 tvang ham dog til i 1821 at overlade administrationen af sine herregårde til en kommission, og først i 1829 ophørte formynderskabet igen.

Carl de Neergaard (1800-1850)
Ved Peter Johansen de Neergaards død i 1835 overtog sønnen Carl de Neergaard Gunderslevholm og Castrup og blev en fremtrædende ejer.

Han indførte nye driftsmåder, merglede jorderne kraftigt, tog tidens bedre redskaber i brug og lagde grunden til den gunderslevholmske kvægstamme.

Skovenes drift blev forstmæssigt forbedret, og i forholdet til fæstere og egnens beboere blev Carl de Neergaard kendt for rimelige vilkår og stor hjælpsomhed.

Politisk var han medlem af Roskilde Stænderforsamling, Rigsforsamlingen og Landstinget.

Johan Thomas Oluf de Neergaard (1834-1921)
Da Carl de Neergaard døde barnløs i 1850, overgik Gunderslevholm til nevøen, cand.polyt. Johan Thomas Oluf de Neergaard.

Gennem hele 71 år satte han sit markante præg på Gunderslevholm, idet han både prægede hovedbygningens indre og forbedrede landbrugsdriften.

Han istandsatte avlsgården, opførte Røde Lade i 1894 og hejseladen i 1909 samt anlagde Gunderslevholm Dyrehave omkring 1868.

Dyrehaven blev efterhånden forsynet med både dåvildt, kronvildt og sikavildt, og i 1960’erne blev muflon indført.

Ferdinand Lorenz de Neergaard (1874-1938)
Ved Johan Thomas Oluf de Neergaards død i 1921 overtog sønnen, cand.jur. Ferdinand Lorenz de Neergaard, Gunderslevholm.

Han var en konservativ herre, der først i 1936 indlagde elektricitet på hovedbygningen og aldrig anskaffede sig automobil, hvilket levnede plads til, at den hestetrukne herregårdskultur kunne leve videre usædvanligt længe.

Således tjente Kristian Hansen, kaldet ”Kristian Kusk”, som herskabskusk fra 1906 og helt frem til 1958.

Ferdinand Lorenz de Neergaard, der døde i 1938, nåede at få skovene opmålt, en elevbygning opført og godsarkivet registreret.

Hans forstlige interesse satte sig også spor i haven, der omkring 1920 blev delvist omdannet til et arboret med udenlandske nåletræer, et pinetum.

Viggo de Neergaard (1881-1965)
Ferdinand Lorenz de Neergaards enke, Marie de Neergaard, fortsatte moderniseringen af driften og solgte i 1947 godset til sin afdøde mands halvfætter, cand.agro. Viggo de Neergaard, og dennes søn, Rolf Viggo de Neergaard.

Viggo de Neergaard var først gift med Karen Blixens storesøster Ea Dinesen og siden med schweiziskfødte Elisabeth Perrochet.

Viggo de Neergaard og Rolf Viggo de Neergaard overtog en veldrevet ejendom, og på dette tidspunkt var Gunderslevholm en omfattende herregård med stor avlsgård, kvægbesætning, skovbrug, gartneri, jagtvæsen og et betydeligt antal boliger.

Endnu på dette tidspunkt fandtes der på Gunderslevholm spor af en ellers svunden herregårdsverden.

I sin korte tid på Gunderslevholm moderniserede Viggo de Neergaard en lang række huse og førte Gunderslevholm ind i en ny tid.

Rolf Viggo de Neergaard (1927-2021)
I 1952 overlod Viggo de Neergaard driften til sønnen Rolf Viggo de Neergaard, der i mellemtiden havde uddannet sig.

I de følgende år udvidede Rolf Viggo de Neergaard jordtilliggendet ved erhvervelse af Honningager i 1964 og af Castrup med Tadse Mølle og Røde Hus fra fætteren Edvard de Neergaard i 1967.

Claus de Neergaard (1958-) og Christoffer de Neergaard (1994-)
I 1981 overdrog Rolf Viggo de Neergaard Gunderslevholm til sønnen, cand.agro., HD Claus de Neergaard, idet Rolf Viggo de Neergaard og Claus de Neergaard dog samarbejdede om driften af Gunderslevholm helt frem til 2019.

I 2019 blev sønnen, cand.jur. Christoffer de Neergaard, medejer af Gunderslevholm.

Det markerede, bemærkelsesværdigt nok, første gang i Gunderslevholms mere end syv hundrede år lange historie, at Gunderslevholm gik videre til tredje generation af samme slægt i lige linje.

I dag
I dag ejes og drives Gunderslevholm af Claus og Christoffer de Neergaard som en moderne land- og skovbrugsejendom med bolig-, jagt- og kanoudlejning, hvor moderne drift, naturhensyn og bevaring af det enestående sydsjællandske ålandskab går naturligt hånd i hånd.

Bag de gamle facader er Gunderslevholm ikke blot et minde om fortiden, men en levende virksomhed.

Således har Gunderslevholm gennem mere end syv århundreder – trods ødelæggelse og genopbygning, skiftende ejere og vekslende tider – udviklet sig fra middelalderens befæstede borg over barokkens pragtudfoldelse til en moderne land- og skovbrugsvirksomhed med historiske rødder og en stærk lokal forankring, alt imens Susaaens vand fredeligt flyder forbi, som det altid har gjort.

Ejerrække
1318-1325: Niels Pedersen-Nielsen
1325-1333: Peder Pedersen-Nielsen og Jens Pedersen-Nielsen
1333-1345: Johannes Mogensen Grubbe
1345-1370: Mogens Jens Grubbe, Esbern Rage Grubbe og Bent Byg Grubbe
1370-1391: Bent Byg Grubbe
1391-1400: Jens Grubbe
1400-1405: Jens Jensen Grubbe og Cecilie Basse (f. Grubbe)
1405-1410: Cecilie Basse (f. Grubbe)
1410-1458: Ove Jacobsen Lunge
1458-1498: Axel Lagesen Brok
1498-1544: Mogens Gøye
1544-1558: Eskild Gøye
1558-1562: Peder Oxe
1562-1584: Christoffer Gøye
1584: Birgitte Gøye (f. Bølle)
1584-1600: Mogens Gøye
1600-1631: Christoffer Gøye
1631-1640: Eiler Urne
1640-1647: Flemming Ulfeldt
1647-1665: Iver Krabbe
1665-1675: Karen Krabbe (f. Marsvin)
1675-1689: Tage Krabbe
1689-1693: Slægten Krabbe
1693-1699: Birgitte Rodsteen (f. Reedtz)
1699-1709: Christian Rodsteen
1709-1711: Hector Gottfried Masius
1711-1725: Frederik Masius von der Maase
1725-1758: Carl Adolph von Plessen den ældre
1758-1783: Frederik Christian von Plessen
1783-1803: Carl Adolph von Plessen den yngre
1803-1835: Peter Johansen de Neergaard
1835-1850: Carl de Neergaard
1850-1921: Johan Thomas Oluf de Neergaard
1921-1938: Ferdinand Lorenz de Neergaard
1938-1947: Marie Henriette Dorothea de Neergaard (f. Hansen)
1947-1981: Rolf Viggo de Neergaard
1981-2019: Rolf Viggo de Neergaard og Claus Johan Thomas de Neergaard
2019-: Claus Johan Thomas de Neergaard og Christoffer Johan Thomas de Neergaard